WestWood Mental Institute
Træd ind i året 1896, hvor WestWood Mental Institute rejser sig højt og truende – gemt væk i en lille by uden for Pennsylvania, kendt som Byberry. Her bærer asylets mure vidnesbyrd om de tragiske skæbner, som samfundet ikke længere forstod eller kunne rumme.
I en tid, hvor menneskets sind stadig er en gåde, og psykologien er i sin vorden, bliver psykologer hånligt kaldt "Alienister". Deres metoder – ukonventionelle og endnu ikke anerkendt af det etablerede lægevæsen – gør dem til udstødte. Alligevel søger de rige fra New Yorks overklasse til steder som WestWood i håb om, at netop disse fremmedgjorte sind kan finde løsningen på det, ingen andre forstår.
I over et århundrede har instituttet beboet sine hellige korridorer, som om selv tiden har måtte bøje sig for dets tilstedeværelse. Dets ry som et fristed for plagede sjæle består, men bag de ældede mure gemmer der sig en mørkere sandhed – behandlingsmetoder, der afspejler tidens dystre forståelse af mental sygdom.
Besøgende, der træder ind på institutionen, træder ind i en verden, hvor disciplin og terapi er smeltet sammen til én og samme metode. Patienter bliver udsat for grove fikseringer og lænker – deres menneskelighed glemt i jagten på kontrol. Personalet er ikke kendt for medfølelse, men for deres hårde og ubarmhjertige tilgang, drevet af troen på, at hård afstraffelse kan uddrive de dæmoner, der siges at gemme sig i de syge sind.
Elektrochokterapi, anset som banebrydende på sin tid, gives uden nævneværdig forståelse for bivirkninger eller skånsomhed. Den vanvittige energi fra behandlingsrummet kaster ekko gennem den gamle bygning – et symbol på både patienternes og behandlernes desperation.
De, der har midlerne til at sende deres kære til WestWood, finder ro i tanken om, at deres “problem” nu er indespærret – gemt væk fra det dømmende samfunds blikke. Overklassen, fanget mellem ønsket om at opretholde en pæn facade og et desperat håb om helbredelse, vælger at konfrontere virkeligheden inden for disse dystre mure.
Men som årene går, bliver både instituttets alder og dets medicinske leder, Dr. F. Schneider, svære at overse. Viden stagnerer, og hans afvisning af moderne psykologiens landvindinger gør ham til en relikvie fra en svunden tid. En følelse af desperation hænger tungt i luften – en hvisken om det lys af erkendelse, som endnu ikke har nået dette sted.
Så står WestWood Mental Institute tilbage – både som et fristed og et fængsel. Et vedvarende minde om samfundets modvilje mod at favne menneskets sind i al dets kompleksitet. Dets formål, engang ædelt, føles nu besmittet af tidens begrænsninger.
Mens tiden skrider frem, kan man kun undre sig over, hvilke nye opdagelser og fremskridt der en dag vil udfordre WestWoods stagnerede praksisser.
Indtil da forbliver det et hjemsøgt symbol på et samfund, der klamrer sig til sin frygt – uvidende om den udvikling, der venter lige uden for rækkevidde.
Når historien bliver levende
Kom med bag kulisserne – hvis du tør